Når man linder på dørklinken ind til beboerne af disse to samfundsklasser, må man forundres over, hvor forskelligt livet udspillede sig. Man blandede sig ikke mere end højst nødvendigt med de lavere klasser, og ægteskabelige relationer har jeg kun stødt på en enkelt gang. Øverst i dette hieraki stod fæstebønderne, herunder husmændene og nederst indsidderne, der oftest tjente til dagen og vejen som daglejere. Når man havde opnået fæstebrev klyngede man sig gerne til stedet gennem generationer, da det gav en social status, som jeg beskriver det i Alle Lovgårdene, Ude på Lodderne samt De gamle i gårde (ufuldstændig).
Men også de epidemiske sygdomme respekterede i nogle tilfælde klasseskellene, hvilket den grusomme fortælling om De døde børn vidner om.
